Søvnpolitik
Lidt om barnets søvn og hvorfor jeg har en klar søvnpolitik:
Småbørn skal have deres middagslur. Det er hårdt arbejde at være i pasning/dagpleje og pausen/luren er nødvendig. Den strækker sig naturligt over et par timer. Og barnet skal have lov til at vågne SELV.
Det betyder, at langt størsteparten af børnene vil sove 2-3 timer, vågne selv og være friske til eftermiddagen. Vækkes barnet derimod før tid, vil det være groggy, forvirret og pjevset resten af dagen, hvilket er grunden til, at mange dagpasninger retmæssigt helst ikke vækker før tid.
Hvordan har du det selv, hvis du vækkes i den dybe søvn?
Det er under søvnen at barnets hjerne lagrer de mange nye indtryk. Forstyrrer man søvnen, forstyrrer man også barnets "lagring" af nye indtryk, ny viden, etc. Det er vigtigt for barnets udvikling, vækst og immunforsvar, at det får den søvn, som det har brug for.
Når forældre beder dagpasninger om at vække deres børn FØR tid er det at sammenligne med, hvis forældre kom og sagde at "i dag må I kun give ham halvt så meget mad, som han har behov for". Søvnpolitik bør være et must i alle dagpasninger.
Vi kan desværre næsten glemme, hvor vigtig søvnen egentlig er for barnets trivsel, vækst, sundhed, humør og livskvalitet i det hele taget. Vi har brug for endnu mere fokus på tilstrækkelig søvn i dagpasningen og at personalet drager omsorg for, at børnene får tilstrækkelig søvn og hvile. Jeg imødekommer børnenes vitale behov - herunder tilstrækkelig søvn.
Har I problemer med at få jeres barn til at sove om aftenen, må I trøste dig med, at I langt fra er de eneste. Jeg anbefaler, at I tager fat i sundhedsplejersken eller en søvnterapeut. Ofte handler det om at ændre putterutiner, men det kan de rigtige fagfolk rådgive meget mere om.
Sidst, men ikke mindst får du disse meget simple og effektive råd:
1) Put det lille barn under 3 år typisk mellem 18.30 -19.00. (Tidligere end du måske tror)
2) Gør det samme hver eneste dag, før sovetid: læs/kig i en bog, syng et par sange, gør, hvad I synes er hyggeligt.
3) Skru ned for lyset hvor barnet opholder sig 1/2 time før det skal sove og hold sovestedet så mørkt som muligt.
4) Brug aldrig værelset/sengen som straf.
5) Husk at ALLE børn vågner flere gange i løbet af natten, og skal sove videre. Det samme gælder middagsluren. Nogle børn vågner og virker ikke trætte i løbet af natten/middagsluren. Det er vores ansvar at hjælpe barnet til at sove videre, hvis vi via vores sunde fornuft vurderer, at barnet ikke har sovet tilstrækkeligt nok timer.
Nogle børn skal lære at sove videre, selvom de vågner. De ved ikke bedre, og skal derfor have faste og genkendelige rutiner, og vi skal vise barnet vejen. ♥️